Julen nærmer sig med hastige skridt …
Selvom julen for mange er den mest vidunderlige tid på året, er den for andre en tid, der helst skal overstås hurtigst muligt.
Hvordan kan vi forme og tilrettelægge julen, så den bliver til at holde ud for hele familien – og måske endda blive dén begivenhed, vi ser tilbage på som en god oplevelse og et trygt minde?
Ingen skal lide under julen. Men det er netop dét ved julen, der kan være svært: følelsen af, at vi skal leve op til en masse forventninger. Vi skal være glade, hygge os og have overskud i en hel måned – ja faktisk endnu længere, for supermarkederne begynder allerede i starten af november at sælge julegodter og pynte op.
For mange børn med autisme eller ADHD kan december hurtigt blive overvældende. Der sker pludselig ændringer i hverdagen, der kommer flere sociale arrangementer, mere støj, stærkere dufte, forventninger og mange indtryk på én gang. Det kan skabe uro, træthed og konflikter – ikke kun hos barnet, men i hele familien.
Vælg de traditioner, der ikke stresser
Det er ofte de små ting, som afgør, om julen bliver vellykket eller ej.
Dét, der kan plage børn med autisme i juletiden, er ofte ting, som tilsyneladende glæder alle andre. Julen er fyldt med ritualer, som måske ikke giver mening for barnet, flere sociale sammenkomster og et sansemæssigt bombardement af dufte, lyde og smagsindtryk, der på én gang kan virke alt for overvældende.
Du er måske nødt til at ændre nogle af de ting, du selv elsker ved julen. Og det kan selvfølgelig være svært at give slip på traditioner, du er vokset op med. Men en del af processen kan også være at skabe nye traditioner sammen med dit barn – traditioner, som giver mere ro og tryghed.
Stil dig selv spørgsmålet:
Hvorfor har jeg svært ved at give slip på gamle juletraditioner?
Er det fordi:
- jeg gerne vil please andre?
- alle andre gør det?
- sådan har det altid været?
- eller fordi jeg selv er bange for at skuffe nogen?
Nogle gange bliver julen faktisk bedre, når vi tør skrue ned.
Gør december mere overskuelig
Juleforberedelser kan være stressende, og for at de ikke skal blive alt for langstrakte, kan det være en hjælp at vente med nogle ting til senere i december.
Det kan også være, at du er nødt til at takke nej til et par julearrangementer – og det er helt okay.
Mange børn med autisme har brug for forudsigelighed for at kunne finde ro. Derfor kan det være en god idé at tale sammen om, hvad der kan være svært ved julen, og hvilke ønsker og forventninger I hver især har.
I kan for eksempel starte med at udarbejde en plan for december måned, som I er enige om, og vente lidt med at planlægge selve juleaften. For mange børn mindsker det stress at vide, hvad der skal ske i løbet af måneden. Det skaber ofte en ro, som hurtigt vil forplante sig til resten af familien.
Det kan også være en hjælp at planlægge pauser mellem arrangementerne. December behøver ikke være fyldt med aktiviteter hver weekend for at være hyggelig.
Hvad med ønsker og gaver?
For at undgå unødig stress kan julegaverne med fordel købes i god tid. Det kan gøres på nettet, men ønsker dit barn en hyggelig juletur i byen, så vælg gerne en dag og et tidspunkt, hvor julehandlen ikke er på sit højeste.
Det kan være en hjælp for nogle børn at:
- være med til at købe deres egne julegaver
- pakke egne gaver ind – eventuelt i cellofan, så de på forhånd ved, hvad de får
- være med til at bestemme, hvem der giver hvilke gaver til hvem
- få færre gaver ad gangen
- holde små pauser under gaveåbningen
For nogle børn handler tryghed ikke om overraskelser – men om at vide, hvad der skal ske.
I kan også vælge at bruge en juledag på at rydde ud i barnets legetøj. Måske kan barnet finde nogle ting, der kan gives videre? Det kan være en fin måde at tale om dét at give – for det handler julen også om.
Julen behøver ikke være perfekt
Det er vigtigt at huske, at en god jul ikke nødvendigvis er den mest travle eller traditionsfyldte jul.
Nogle gange er den bedste julemåned den, hvor der er færre konflikter, mere ro og mere plads til bare at være sammen.
Du må gerne gøre tingene på jeres egen måde.
Du må gerne vælge det simple.
Og du må gerne beskytte dit barns nervesystem – også selvom andre måske ikke helt forstår det.
Ønsker dig og din familie en rigtig god julemåned.
De kærligste hilsner
Karin Bonnesen
Autismekonsulent og mentor for familier med børn med autisme og ADHD
Ingen familie skal stå alene med følelsen af ikke at vide, hvad næste skridt er.
Har du spørgsmål om dit barn, familielivet eller den pædagogiske tilgang, er du meget velkommen til at booke en gratis og uforpligtende afklarende samtale på 30 minutter. Du er også altid velkommen til at skrive til mig på mail@karinbonnesen.dk.
Sammen finder vi ud af, hvad der giver bedst mening for jer.
Jeg glæder mig til at høre fra dig.